Sauce Bolognese (Sugo)

Sauce Bolognese
Sauce Bolognese

En fantastisk sugo fra Bologna, som det skal smage fra det italienske køkken.

Tager lidt lang tid at lave, da den skal koge ind af flere gange. Regn med et par timer. Den er dog nem nok. Gang eventuelt op med 2, og frys noget ned, men husk så at bruge en stor gryde :-) Den smager mindst lige så fint, når den er optøet fra fryser.

En god idé er, at bruge frisk pasta til, … og så en god rødvin naturligvis :-)

Ingredienser

(4 pers.)

Sauce

  • 100 gram bacon
  • 1 løg
  • 1 gulerod
  • 1 stængel blegselleri
  • 1 fed hvidløg
  • 400 gram hakket oksekød
  • 1,5 dl. tør rødvin
  • 3 dl. grøntsagsbouillon
  • 400 gram flåede, hakkede tomater
  • 1 lille dåse koncentreret tomatpuré
  • 1 bundt persille
  • oregano
  • salt og peber
  • olivenolie

Andet

  • frisk båndpasta
  • parmesan

Opskrift

Det er vigtigt for saucen, at man lader den koge ind, som beskrevet nedenfor!

Sauce

  1. Skær bacon i tern og steg det med lidt olivenolie
  2. Hak løg, gulerod, blegselleri og hvidløg fint
  3. Svits grøntsagerne sammen med bacon til det er gyldent
  4. Tilsæt oksekødet og steg til det er blevet gråt
  5. Tilsæt herefter vinen og lad det koge ind, uden låg, for jævn varme
  6. Kom derefter bouillon og flåede tomater i, og lad det igen koge ind, for jævn varme og uden låg
  7. Sovsen krydres med finthakket persille, oregano, salt og peber samt den koncentrerede tomatpuré
  8. Herefter skal den blot simre en tid ved svag varme, denne gang under låg